Hvad behandler en kiropraktor?

Kiropraktorer er specialister i diagnosticering, behandling og forebyggelse af problemer i bevægeapparatet (led, muskler og heraf afledte smertetilstande). Problemer i bevægeapparatet kan opstå på  grund af mange forskellige belastninger og ikke kun ved et ”forkert løft”, men eksempelvis også over tid ved forkerte arbejdsstillinger, monotomt løftearbejde, stress, muskulære ubalancer osv. De fleste forbinder nok det at gå til kiropraktor med ondt i ryggen, men vi behandler mange patienter med problemer og smertetilstande i alle andre områder i kroppen.

Hvis det efter vurderingen af sygehistorien, samt de udførte undersøgelser konkluderes, at det er et problem, som ikke falder indenfor vores behandlingsområde, vil du få vejledning i, hvor du kan søge hjælp. Vi kommunikerer fint med de praktiserende læger og fysioterapeuter og har også et godt samarbejde med massører. Vi har også mulighed for at henvise til Rygcenter Middelfart.

Se nedenstående figur og klik evt. på linket kiropraktorguide for nærmere forklaring om vores arbejdsområder.

 

Kiropraktik problemer

 

Hvordan foregår det:

Ved første besøg på klinikken vil kiropraktoren optage en sygehistorie, hvor der spørges ind til det problem, du kommer med. Derudover spørges ind til dit generelle helbred samt dine arbejdsforhold og motionsvaner. Formålet med sygehistorien er, at kiropraktoren får et klart billede af dit problem. Nogle gange er det nødvendigt at spørge nærmere ind til emner, som måske ikke har direkte relation til problemet. Dette kan være for at udelukke andre sygdomme, som kan give rygsmerter.

1.1

Efter sygehistorien udfører kiropraktoren den kliniske undersøgelse. Her ser kiropraktoren på din holdning, hvordan du bevæger dig og spørger ind til, om der er noget, som fremprovokerer dine symptomer. Kiropraktoren foretager herefter de såkaldte ortopædiske/neurologiske undersøgelser som er en række tests for led, muskler og nerver, afhængigt af problemets karakter. Efterfølgende undersøges bevægeligheden i leddene. Kiropraktoren mærker efter, om der er områder, hvor bevægeligheden er nedsat/ændret, eller hvor der er smerter ved bevægelse.

Mange gange findes der problemer i områder, du slet ikke har ondt i, men som er vigtige for behandlingen. Man kan f.eks godt få ondt i knæet af et problem i foden, eller ondt i lænden af et problem i knæet…

9.1

Ud fra sygehistorien og fundene ved de kliniske undersøgelser, vurderer kiropraktoren, om det eventuelt er nødvendigt at tage røntgenbilleder. Hvis dette er tilfældet kan billederne tages på klinikken. Vi råder over nyt digitalt udstyr og kan gennemgå optagelserne med det samme. Hvis du har fået foretaget røntgenundersøgelse på f. eks. sygehuset eller ved anden behandler, kan vi rekvirere billederne derfra.

8.1

Nu har kiropraktoren en samlet konklusion på hele problemstillingen og kan planlægge, hvad der skal ske. Dette gennemgås med dig og til sidst behandler kiropraktoren dig.

Ved efterfølgende konsultationer er undersøgelsen ikke så omfattende. Her spørges ind til ændringer af dine symptomer siden sidst, revurdering af funktion i led og muskler, samt diverse tests. Du vil løbende modtage instruktioner i, hvad du selv kan gøre af hjemmeøvelser for at understøtte vores behandlinger bedst muligt.